Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2019

 

Foto: Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2019

Den 9. & 10. marts 2019 afholdt Fjends Kunstforening i Stoholm Fritids- og Kulturcenter den 38. Amatørkunstnernes Forårsudstilling. På udstillingen præsenterede 125 amatørkunstnere fra det meste af landet i alt 633 værker. Det samme antal udstillere som sidste år og det højeste antal værker i forårsudstillingens historie. Årets udstilling var som altid både spændende og varieret. Idéen med Amatørkunstnernes Forårsudstilling er at give amatørkunstnere en mulighed for at vise deres værker frem for et bredere publikum, samt at skabe kontakter til andre med interesse for kunst. Over 800 personer besøgte udstillingen.

Foto: Censorerne - Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2019

Fra venstre: Pia Viborg, Ruth Kudsk Jørgensen, Kurt Kyed, Jonna Jeppesen og Bo Gorzelak Pedersen.

Der bliver hvert år foretaget udskiftninger i censorkorpset, for at opnå en bred og upartisk bedømmelse af værkerne. Dette års nye censorer var Pia Viborg (Skive), Kurt Kyed (Helstrup) og Jonna Jeppesen  (Højslev).  Censorkorpsets gengangere var Bo Gorzelak Pedesen (Randers) og Ruth Kudsk Jørgensen (Roslev). De tre nye censorer var dog ikke helt nye, idet de alle tre tidligere har været med som censorer på Amatørkunstnernes Forårsudstilling. Censorerne gør et stort og frivilligt arbejde med censureringen. Det er vi meget taknemmelige for i foreningen.

Foto: Tilde Mønsted, kunstfaglig museumsinspektør ved Museum Salling og foredragsholder, holdt årets åbningstale.

Traditionen tro, havde vi også i år inviteret en person med tilknytning til lokalområdet og kunsten til at komme sige et par ord og erklære årets udstilling åben for publikum. I år kunne vi glæde os over, at Tilde Mønsted havde sagt ja til at holde åbningstalen.

Hun fortalte åbenhjertigt om, hvordan hun selv havde oplevet det at være med første gang som ny udstiller på forårsudstillingen for mange år siden. Hun var også inde på hvordan udstillingen skiller sig ud fra andre censurerede udstillinger. På Amatørkunstnernes Forårsudstilling bliver alle indleverede værker vist frem for publikum og censureringen sker først efter at værkerne er blevet placeret på gulve og vægge.

Tilde Mønsted arbejder til daglig ved Museum Salling som kunstfaglig museumsinspektør, og er derudover foredragsholder med en umættelig kærlighed til kunstens forunderlige verden. Hun er uddannet cand. mag. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Bor i dag i Skive, men er oprindelig fra Stoholm.

Mange var mødt op for at høre åbningstalen

Jonna Jepsen, der driver Kornblomsten i Stoholm, er en fremragende dekoratør. Endnu engang havde hun indvilget i at ”beplante” årets udstilling med en af hendes dekorationer. Hendes bidrag er ofte inspireret af det, der foregår i verden omkring os. Selv om Jonna ikke deltager som udstiller, har censorerne flere gange valgt at give hendes udsmykning et anerkendende et blåt mærke.

 

Foto: Susanne Klausen (tv) og Rita Rozko (th) spiller ved Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2019

Som et ekstra krydderi til udstillingen underholdt organist og leder af Stoholm kirkes kor, Rita Rozko og Susanne Klausen søndag eftermiddag med lettere klassiske musikstykker for klaver og fløjte. Susanne Klausen er kandidat i fløjte fra Vestjysk musikonservatorium. De spiller begge i "Trio Amore" og Susanne spiller desuden i "De tre fløjter".

Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2019 var en stor og god oplevelse for os, der sidder med bestyrelsesarbejdet. Tak til alle jer medlemmer, for hjælpsomheden og de mange positive tilkendegivelser I gav os med på vejen. Tak til jer udstillere for lån af jeres skønne og fantasifulde værker.  Ingen bestyrelse er bedre end den opbakning medlemmerne kommer med. Det er det brændstof, som driver værket. Hjælpsomhed og engagement er det, der år efter år gør Amatørkunstnernes Forårsudstilling noget helt særligt.

 

Per Kirkeby sagde engang, at den eneste forskel, der er på en, der er kunstner, og en, der ikke er kunstner, er, at kunstneren rent faktisk gør det. Det vil sige: en kunstner er sådan en, der laver sådan noget, som vi kalder kunst - og omvendt: hvis man laver sådan noget, som vi kalder kunst, så er man kunstner. Deraf følger også, at amatørkunstnere er fuldstændig lige så meget kunstnere som alle andre kunstnere, for så vidt som de altså ikke bare snakker om det, men gør det, maler, tegner, laver skulpturer og så videre. Den eneste forskel er, at amatører gør det af kærlighed. Det ligger ligesom i ordet, for udtrykket 'amatør' kommer af det latinske 'amare', som betyder 'at elske'. En amatørkunstner er en kunstner, der laver kunst, fordi han eller hun elsker at gøre det. Det er dér kunsten kommer fra, fra lysten, og indenfor kunstens verden kan man derfor ikke være noget finere end en amatør. En kunst-elsker. Det er lige præcis det, ordet amatørkunstner betyder.

 

 Den store udfordring ved at være en professionel kunstner er, at man konstant arbejder under et forventningspres. Udfordringen ved at være en amatørkunstner er omvendt, at der næsten ikke er nogen forventninger overhovedet. Lad os være helt ærlige: der er faktisk frustrerende få forventninger, for der er ikke mange, der interesserer sig for, hvad man laver. Man står ret alene med det, og jeg har desværre ingen trøstende ord at tilbyde. Det er vilkårene, tror jeg, og det er lysten til alligevel at gøre det, der skal få en til at fortsætte. Kærligheden til kunsten.

 

En anden og måske endnu større udfordring er, at eftersom ingen forventer noget særligt eller noget bestemt, så er man som amatørkunstner fuldstændig fri til at lave hvad som helst. Det lyder måske som en helt igennem positiv ting, men det er det ikke—og af to grunde. For det første fordi det er meget nemmere at lave kunst, hvis der er regler eller kriterier, man skal følge, og som amatørkunstner er man nødt til at opfinde dem selv. Man er nødt til at have modet til at beslutte sig for noget.

 

Og for det andet: man er i det hele taget nødt til at være modig. Når man kan lave hvad som helst kommer det, man ender med at lave, uundgåeligt også til at bære vidnesbyrd om, hvor modig eller hvor frygtsom man var. Det har sin egen, simple logik. At du kan lave hvad som helst betyder jo også, at du ikke har noget at være bange for. Du kan bare give lods uden frygt. Og hvis dit endelige værk virker tilbageholdende eller umodigt, så bliver det derfor ekstra tydeligt, for det er klart, at den eneste, der har holdt dig tilbage er dig selv. Kunstneren. Så din totale frihed som kunstner stiller ekstra krav om, at du tør. Det handler ikke nødvendigvis om at lave noget vildt eller om at bruge skrappere farver. Det handler om at have en vilje til og et mod til at give form og til at gøre ting færdige. Ikke pæne, men færdige. Og det er en udfordring, for det kan være svært at overvinde sig selv og give sig selv lov.

 

En amatørkunstner er en kunstner, der elsker at lave kunst - og som har den totale frihed til at lave, hvad han eller hun har lyst til. Den eneste begrænsning en amatørkunstner har er sig selv. I kampen med kunsten og i kampen for at færdiggøre et værk undgår man ikke at støde ind i sig selv og tage livtag med sig selv, i hvert fald ikke hvis man er seriøs. Kunst handler ikke om teknik. Sådan noget er bare en slags party tricks. Kunst handler først og fremmest om at have modet og at gøre det. Det er, som Kirkeby sagde, den eneste rigtige definition på en kunstner. Spørgsmålet om god og dårlig kunst interesserer mig ikke så meget, ikke nær så meget som spørgsmålet om seriøsitet. Den væsentlige skillelinje mellem kunstnere går ikke mellem gode kunstnere og dårlige kunstnere. Den går mellem kunstnere, der bliver ved med at prøve, fordi det er vigtigt for dem, og kunstnere, der bare giver op.

 

Til alle jer, der har værker med på udstillingen, og som gør det: bliv ved!

 

Bo Gorzelak Pedersen

 

Bo Gorzelak Pedersen (f. 1971) er kunstkritiker og skriver blandt andet for ”Kunstavisen” og for det internationale tidsskrift ”Art North”. Han udgav sidste år bogen ”How To Begin and Other Essays On Art”, som kan købes via Amazon.

Lørdag d. 7. og søndag d. 8. marts 2020

STOHOLM FRITIDS- OG KULTURCENTER

 

Information til udstillere

Hvert medlem kan udstille 6 værker. Det koster 40 kr. pr. værk.

Fri entré for medlemmer/udstillere begge udstillingsdage + gratis katalog!

 

Aflevering af værker: Fredag d. 6. Marts kl. 15.30-18.00 i

STOHOLM FRITIDS OG KULTURCENTER,

Søndergade 56, 7850 Stoholm.

 

Husk!

Ved aflevering af dine værker skal de være forsynet med øskner og snore bag på, så de kan hænges på de kroge vi udleverer sammen med snore beregnet til almindelige galleriskinner.

Ophænget på dine værker skal kunne bære værkerne, så de ikke falder ned fra væggene og går i stykker i løbet af udstillingen.

Lærerens tyggegummi, tape og lignende accepteres ikke som forsvarligt ophæng!

Sæt tydelig navn, adresse evt. telefonnummer og e-mail bag på værkerne.

Du medbringer selv evt. podier/borde og andet nødvendigt til skulpturer.

 
Ingen reklamer ved værkerne: Der må ikke stilles podier/borde op med reklamer, dekorationer, salgsmateriale, visitkort eller andet ved dine værker. Visitkort og reklamer kan lægges på borde ved indgangen til udstillingen.

Salg: Du må gerne sælge dine værker på udstillingen. De må dog først fjernes, når udstillingen slutter søndag kl. 16.00. Foreningen tager ingen provision i forbindelse med salget. Du handler selv direkte med evt. køber.

Alle værker ophænges/udstilles for udstillerens egen risiko.

Bestyrelsen forbeholder sig ret til at anvende foto af de udstillede værker, til vederlagsfrit brug på hjemmeside, i katalog og plakat m.m.

- samt at flytte værkerne til en anden plads på udstillingen end den oprindeligt anviste.

 

Fællesspisning for medlemmer og hjælpere, der har lyst, spiser vi sammen efter ophængning fredag, når alt er oppe på krogene. Man kan melde sig til spisning på tilmeldingsskemaet i forbindelse med tilmelding af værker eller ved at kontakte sekretæren.

Det koster 160 kr. pr. person og er en rigtig hyggelig måde at være sammen på, inden det hele skydes i gang.

 

Censorer: Inden udstillingen åbner for publikum lørdag giver fem censorer et antal værker ”det blå stempel”.

De udstillere, som ønsker det, kan få råd og vejledning af censorerne om egne værker lørdag kl. 13.15 - 17.00. Vejledningen foregår på udstillingen og publikum er velkommen til at lytte med.

 

Udstillingen er åben for publikum:

Lørdag d. 7. marts kl. 13.00-17.00

Søndag d. 8. marts kl. 10.00-16.00

 

Afhentning: Søndag d. 8. marts kl. 16.00-16.30

Værker, der er tilmeldt og ophængt på denne udstilling skal forblive på deres plads til udstillingen slutter – så udstillingen er en helhed helt til søndag kl. 16.00.

Hjælpere.: Det er et stort, men også hyggeligt arbejde, at gøre klar og hænge op. Tilsagn om hjælp i tidsrummet fredag eftermiddag fra kl. 13.00 – 18.00 modtages med taknemmelighed.

Kontakt sekretæren Tove Andreasen, så vi på forhånd ved, hvor mange hjælpere vi har.

  • Tlf.: 21 93 81 82
  • Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Betaling for værker (40kr. pr. stk.) og spisning (160kr. pr. deltager) samt eventuel kontingent (200kr. for 2020) foretages til:

Foreningens konto: Reg.nr.: 9318 Kontonr.: 322 56 08643 (Sparekassen Kronjylland, Viborg afd.)

HUSK ved indbetalingen at angive navnet på den, der er medlem eller ønsker medlemskab!

 

 Har du spørgsmål, så henvend dig til:

Pr. email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Telefon: 28 90 84 02

 

Vi glæder os til at se dig!

 Med venlig hilsen

Bestyrelsen 

   Foto: Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2018

 

Den 10. & 11. marts 2018 afholdt Fjends Kunstforening i Stoholm Fritids- og Kulturcenter den 37. Amatørkunstnernes Forårsudstilling. På udstillingen præsenterede 125 amatørkunstnere fra det meste af landet i alt 630 værker. Det højeste antal værker i forårsudstillingens historie. Årets udstilling var som altid både spændende og varieret. Idéen med Amatørkunstnernes Forårsudstilling er at give amatørkunstnere en mulighed for at vise deres værker frem for et bredere publikum, samt at skabe kontakter til andre med interesse for kunst. Over 800 personer besøgte udstillingen.

 

Foto: Censorerne - Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2018

Fra venstre: Ruth Kudsk Jørgensen, Kirsten-Marie Hedeland , Bo Gorzelak Pedersen samt Bettina Winkelmann

Der har gennem alle årene været tradition for en løbende udskiftning i censorkorpset, for at opnå så bred og upartisk en bedømmelse som muligt. Dette års nye censor var Bettina Winkelmann (Århus). En kunstner med et imponerende CV. Censorkorpsets gengangere var Bo Gorzelak Pedesen (Randers), Kirsten-Marie Hedeland (Rødkærsbro) og Ruth Kudsk Jørgensen (Roslev). En femte censor måtte desværre melde afbud. Censorerne gør et stort og frivilligt arbejde med censureringen. Det er vi meget taknemmelige for i foreningen.

Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg kommune, holdt årets åbningstale.

Mange var mødt op for at hør åbningstalen

Jonna Jepsen, der driver Kornblomsten i Stoholm, er en fremragende dekoratør. Endnu engang havde hun indvilget i at ”beplante” udstillingen med en af hendes dekorationer. Hendes bidrag er ofte inspireret af det, der foregår i verden omkring os. Selv om Jonna ikke deltager som udstiller, har censorerne flere gange valgt at give hendes udsmykning et anerkendende et blåt mærke.

 

Foto: Caroline Fjerbæk Olsen spiller og synger - Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2018

Traditionen tro var der søndag eftermiddag lagt et musikalsk indslag ind. I år havde vi fornøjelsen af at høre Caroline Fjerbæk Olsen synge og spille fuldstændigt fortryllende. Hun er 20 år og går efter en uddannelse på en af landets musikkonservatorier.

"Siden jeg var meget lille har jeg sunget og skrevet tekster, og i dag er sangskrivning blevet en helt naturlig del af min hverdag

Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2018 var en super oplevelse for os der sidder med bestyrelsesarbejdet. Tak til alle jer medlemmer, for hjælpsomheden og de mange positive tilkendegivelser I gav os med på vejen. Forårsudstillingen har altid været præget af en ganske særlig positiv ånd. I år var ingen undtagelse. Ingen bestyrelse er bedre end den opbakning medlemmerne kommer med. Det er det brændstof, som driver værket. Hjælpsomhed og engagement er de elementer, der gør, at Amatørkunstnernes Forårsudstilling år efter år bliver til noget særligt.

Med venlig hilsen fra en taknemmelig og glad bestyrelse

  • Formand:
  • Jens Christian Vestergaard
  • Tastumvej 20 * Troelstrup * 7850 Stoholm
  • Tlf: 28 90 84 02
  • Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • Sekretær:
  • Tove Andreasen
  • Vrouevej 11 * Vroue * 7800 Skive
  • Tlf.: 21 93 81 82
  • Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • Kasserer:
  • Johanne D. Jensen
  • Valmuevej 2 * 7850 Stoholm
  • Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.