Fjends Kunstforening - historien

   Fjends Kunstforening blev stiftet af Jørgen Sørensen, Sjørup. En annonce i Fjends Herreds folkeblad efterlyste folk med interesse for kunst og musik til at danne en forening. Foreningen blev grundlagt på Stoholm Kro med bestyrelse og vedtægter den 10. november 1980. Foreningens navn blev Fjends Kunst- og Musikforening. Foreningens mål var primært at fremme interessen for kunst og musik. Dette skulle realiseres ved at afholde udstillinger, koncerter, foredrag, diskussions kurser, studiekredse og anden kulturel virksomhed , og virke for kunstnerisk udsmykning i Fjends kommune, samt samarbejde med andre foreninger.

Allerede i 1981 blev den første ”Amatørernes Forårsudstilling” arrangeret. Dette arrangement har siden , og i alle år været, Fjends Kunstforenings ”varemærke” som foreningen er kendt for viden om. I alle år har foreningen levet op til sine vedtægter ved at arrangere koncerter, forårsudstillinger, separatudstillinger, købt kunst ind til offentlige institutioner i Fjends, samt samarbejdet og været leverandør af amatørkunstnere som udstillere til andre kunstforeninger og kulturhuse.

I 1998 besluttede den daværende bestyrelse at sløjfe ordet musik i foreningens navn, således at foreningen fik sit nuværende navn, Fjends Kunstforening. Bestyrelsens medlemmer mente at det var svært at leve op til egne forventninger på musikfronten, og gav således andre mulighed for at varetage dette område bedre.

 Amatørkunstnernes Forårsudstilling havde 25 års jubilæum i 2005, da udstillingen blev afholdt første gang i marts 1981 på Mønsted skole. Allerede den gang var konceptet censurering, samt at censorerne var villige til at give kritik og bedømmelse af kunstværkerne. Fra 1988 til 2007  blev der afholdt Amatørkunstnernes Forårsudstilling på Stoholm skole.

I 2007 ønskede Lotte Bø at træde ud af bestyrelsen efter 21 år som formand. I foråret 2008 måtte der gennemføres en større udskiftning i bestyrelsen. Fem af bestyrelsesmedlemmerne havde tilsammen været med i mere end 106 år. Kassereren gennem 27 år,  Thony Pedersen ønskede at træde tilbage. Karen Lund, der havde været foreningens sekretær gennem 27 år, blev syg og døde. Det var ikke muligt at samle en ny bestyrelse ved den ordinære generalforsamling. Uden en bestyrelse kunne årets udstilling ikke afholdes. Ved en ekstraordinær generalforsamling d. 2. marts 2008 lykkedes det at få dannet en ny bestyrelse, som valgte at udskyde afholdelsen af Forårsudstillingen til 2009.

Gennem alle årene er antallet af udstillere vokset og  i de sidste år på Stoholm skole blev der indført lodtrækning om pladserne. I 2009 blev udstillingen derfor flyttet til Stoholm Fritids- og Kulturcenter. Antallet af udstillere steg fra ca. 75 til 115. Det store antal udstillere gjorde, at antallet af censorer måtte øges fra tre til fem.

Generalforsamlingen blev i mange år afholdt på Fjandbohus i starten af januar måned. Med den store geografiske spredning af foreningens medlemmer, var det vanskeligt at få folk til møde op. Derfor besluttede bestyrelsen i 2009 at holde generalforsamling i forbindelse med Forårsudstillingen. Det betød hele 26 fremmødte.

I årene 2009 - 2011 blev der investeret både tid og penge i anskaffelsen af et stort antal spanske vægge, så foreningen kunne frigøres fra at skulle låne og leje materiel.

Ved den 30. Amatørkunstnernes Forårsudstilling i 2011 var der 131 tilmeldte udstillere og 988 betalende gæster, samt 150 - 200 foreningsmedlemmer og sponsorer, som besøgte udstillingen.

Censureringen på udstillingen, hvor der gives et antal  ”blå mærker” ud til udstillingens bedste kunstværker, tiltrækker amatørkunstnere fra hele Jylland, samt enkelte fra Fyn og Sjælland. Foreningen er stolt af at kunne tilbyde råd og vejledning, således at hver enkelt udstiller har mulighed for at kunne forbedre sig igennem konstruktiv kritik og ros fra de dygtige og velkvalificerede censorer, der stilles til rådighed på udstillingen.

                                                              

Valid XHTML 1.0 Strict
Valid CSS!
webmaster