Fjends Kunstforening

Forårsudstillingen

Forårsudstillingen 2017

Åben censureret udstilling for amatørkunstnere





Den 11. & 12. marts 2017 afholdt Fjends Kunstforening i Stoholm Fritids- og Kulturcenter den 36. Amatørkunstnernes Forårsudstilling. På udstillingen præsenterede 125 amatørkunstnere fra det meste af landet i alt 603 værker. Det højeste antal værker i forårsudstillingens historie.Årets udstilling var som altid både spændende og varieret.

Idéen med Amatørkunstnernes Forårsudstilling er at give amatørkunstnere en mulighed for at vise deres værker frem for et bredere publikum, samt at skabe kontakter til andre med interesse for kunst. Omkring 800 personer besøgte udstillingen. Bestyrelsen havde før udstillingen fået fremstillet 21 ekstra spanske vægge for at give mere luft til de udstillede værker. I lighed med sidste år, kunne udstillerne tilmelde deres værker under et tema. Årets tema var "Skrøbelighed" og det var frivilligt om udstillerne ønskede at deltage. Temaet skulle forstås bredt. Censureringen af værkerne blev foretaget uden hensyn til om der var arbejdet med temaet eller ej.

 

Censorerne på arbejde - Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2017

Censorerne på arbejde - Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2017

Der har gennem alle årene været tradition for en løbende udskiftning i censorkorpset, for at opnå så bred og upartisk en bedømmelse som muligt. Dette års nye censorer var Bo Gorzelak Pedesen (Randers) og Kirsten-Marie Hedeland (Rødkærsbro) samt Andreas C. Rosmon (Thisted). Censorkorpsets gengangere var Ruth Kudsk Jørgensen (Viborg) og Tom Juhl (Holstebro). Censorerne gør et stort og frivilligt arbejde med censureringen. Det er vi meget taknemelige for i foreningen.

Per Balleby (Stoholm), der er formand for bestyrelsen bag Stoholm Fritids- og Kulturcenter, holdt årets åbningstale. Han var medvirkende til, at afholdelsen af Amatørkunstnernes Forårsudstilling i 2009 blev flyttet fra Stoholm skole til Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

Jonna Jepsen, der driver Kornblomsten i Stoholm, er en fremragende dekoratør. Endnu engang havde hun indvilget i at ”beplante” udstillingen med en af hendes store dekorationer. Hendes bidrag er ofte inspireret af det, der foregår i verden omkring os. Selv om Jonna ikke deltager som udstiller, har censorerne flere gange valgt at give hendes udsmykning et anerkendende et blåt mærke.

 

Foto viser Caroline Fjerbæk Olsen, der synger og spiller på Forårsudstillingen 2017

Caroline Fjerbæk Olsen spiller og synger - Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2017

Traditionen tro var der søndag eftermiddag lagt et musikalsk indslag ind. I år havde vi fornøjelsen af at høre Caroline Fjerbæk Olsen synge og spille fuldstændigt fortryllende. Hun er 19 år gammel og går i 3g på Skive Gymnasium samtidig med, at hun tager et treårigt Musikalsk grundkursus på Skive Musikskole som forberedelse til et af landets musikkonservatorier. "Siden jeg var meget lille har jeg sunget og skrevet tekster, og i dag er sangskrivning blevet en helt naturlig del af min hverdag. Lige for tiden er jeg meget inspireret af musik fra Norden med kunstnere som Agnes Obel, Susanne Sundfør og Helgi Jonsson".Til kunstudstillingen spillede hun både sange af de nævnte kunstnere og fra hendes eget repetoire. Hun håbede dermed at kunne skabe den den helt rette stemning omkring kunstudstillingen. Det lykkedes fuldt ud.

Amatørkunstnernes Forårsudstilling 2017 var en super oplevelse for os der sidder med bestyrelsesarbejdet. Tak til alle jer medlemmer, for hjælpsomheden og de mange positive tilkendegivelser I gav os med på vejen. Forårsudstillingen har altid været præget af en ganske særlig positiv ånd.

I år var ingen undtagelse. Ingen bestyrelse er bedre end den opbakning medlemmerne kommer med. Det er det brændstof, som driver værket. Hjælpsomhed og engagement er de elementer, der gør, at Amatørkunstnernes Forårsudstilling år efter år bliver til noget særligt.

Links til medlemmernes hjemmesider

Den første Forårsudstilling

Omtale i Skive Folkeblad d. 23 marts 1981

Omtale i Skive Folkeblad af den første Forårsudstilling d. 23 marts 1981 (klik på billedet for at forstørre)

Billedet viser en folder som link til hjemmesiden for Vinggaards Officin - Bogtrykmuseet Viborg

Blog med links til medlemmernes hjemmesider   
Blog med links til andre kunstforeningers hjemmesider

Lokalt
Viborg Kommune - om Stoholm      Flagermuseland.dk      Daugbjerg Kalkgruber      Mønsted Kalkgruber      Daugbjerg Minilandsby og Gl. Vandmølle       Stoholm Borgerforening      Æ Fjandboarkiv      Stoholm Fritids- og Kulturcenter      Stoholm IF     Stoholm, Kobberup og Feldingbjerg Kirker      Fjends Fotoklub      Mogenstrup Fotomuseum        Kalk Kaminoen    



Fjends Kunstforenings logo - to pensler stukket gennem hullet i en palet